Vi tester og tester, dagen lang. Vil du være med? Vis nyhedsbrevet online.
 
 
 
 
 
 
         
     

Kære læser

Hvor meget kan man lære om sine modtagere, ud fra statistikker i nyhedsbreve? Det er faktisk ikke så lidt endda. Her på kontoret er vi igang med en process, hvor vi gerne vil lære dig at kende; og alle vores andre læsere. Derfor har vi lagt en strategi for, hvordan vi tester og fører statistik og bruger informationerne til at kommunikere bedst muligt ud til jer. 

Det skal selvfølgelig komme dig til gode - så henover det næste stykke tid vil vi regelmæssigt lade vores nyhedsbreve bestå af temaer, hvor du kan få indblik i hvordan vi selv bruger nogle af funktionerne i Ubivox. Spændende, hvis vi selv skal sige det!

Vi starter allerede nu - i denne omgang handler det om A/B Split-Tests.

A/B hvad?

Det var Katrines ord, da hun første gang blev introduceret for konceptet. Er det også dine?
Split-testing handler kort og godt om, at man kan teste effektiviteten af noget, så som et nyhedsbrev, ud fra forskellige kriterier.

I Ubivox vælger du altså et kriterium, du vil teste. Derefter sætter du programmet til at sende to versioner af nyhedsbrevet, en kontrolversion og en testversion - en hver til to forskellige test-grupper. Størrelsen på disse grupper vælger du selv. Samtidig kan du sætte programmet til at sende 'vinder' versionen til resten af din liste; så den der performer bedst, er den der bliver sendt ud.
 
Se, det er brugbart! Lyder det lidt forvirrende? Det behøver det ikke at være. Herunder vil Katrine og David godt dele nogle observationer - og så står de selvfølgelig klar til at hjælpe, hvis du nogensinde skulle få brug for det.

Vi har selvfølgelig også skrevet en guide, der forklarer hvordan du i praksis split-tester i Ubivox. Den finder du her

Katrines første split-test

Moralen er: tænk før du tester

Det skete i de dage i november engang, at jeg for første gang fik lov til at stå for et nyhedsbrev selv. Du kan måske huske det: Ubivox introducerede mig selv og Jeff som nye medarbejdere og en ny design-skabelon i programmet. Det var spændende!

Egentlig havde jeg to mål med nyhedsbrevet; visninger af selve nyhedsbrevet og klik på de links vi havde inkluderet - jeg ville jo gerne have folk ind på vores Facebook og Twitter -profiler og kikke dér. 

I min split-test fokuserede jeg dog kun på visninger. Så den mail, du højst sandsynligt har læst (med mindre du tilhørte den første test-gruppe), var altså den, der var flest der havde åbnet. Bagefter fandt jeg og David ud af, at den anden dog havde flest klik på selve linkene. Det havde simpelthen at gøre med, hvordan vi formulerede emnefeltet. Vinderen lød på "Ubivox præsenterer: ny skabelon til dig", hvorimod taberen, det lille myr, hed "Mød Ubivox online" - og den formulering kunne vi jo godt bagefter se, lagde mere op til at klikke på linkene til vores onlineprofiler.

Det jeg altså lærte var, at det jo er en god idé at tænke over, hvad det virkelig er, man vil teste. Og hvad man vil opnå med nyhedsbrevet. Og det er så mit råd til dig: test én ting ad gangen. Brug gerne tid på at finde ud af, hvad dit formål er - og hvordan du bedst kan opnå det.

Det har vi taget ved lære af, og har i vores sidste nyhedsbrev kun testet på emnefelt og visninger, hvilket David gerne vil sige noget kort om. 

Davids observationer om emnefelter

"Vi har professionelle, men lidt kedelige, kunder!"

Ubivox' nyhedsbreve er teksttunge - vi er lidt specielle på det punkt, og det ved vi godt. Når vi sender et nyhedsbrev er vores primære mål, at du, kære læser, læser så meget af indholdet som muligt. I nogle tilfælde, f.eks. når vi taler om vores Facebook-side, vil vi selvfølgelig gerne have dig til at klikke på linket, men indholdet i nyhedsbrevet er det vigtigste.

Når vi split-tester, går vi derfor efter visningsprocenten - den version, som får vores testgruppe til at åbne nyhedsbrevet mest, er den, vi sender til hele listen.

For tiden bruger vi en del tid på at lægge strategi for kommende nyhedsbreve, og i den proces skal vi selvfølgelig finde ud af hvordan vi kommunikerer, så det er interessant at åbne og læse. Da vi sendte sidste nyhedsbrev besluttede vi os derfor for at finde ud af, om vi skal være konkrete og professionelle, eller om vi må lege lidt med ordene.

Vi byggede to nyhedsbreve, hvor eneste forskel var emnefeltet - vores kontrolversion havde emnefeltet "Nyt website for Ubivox / ScanNet WebShop2 integration", og vores testversion havde emnefeltet "Ubivox præsenterer: gammel ulv i nye klæder". Tesen var, at testversionen ville få flere visninger, fordi budskabet ikke var direkte åbenlyst gennem emnefeltet, og at det derfor "lokkede" dig, kære læser, til at åbne nyhedsbrevet og se hvad vi mon snakkede om.
 
Det gjorde det ikke... Billedet til højre viser visnings- og klikraten for testversionen øverst og kontrolversionen nederst. Husk på, at den eneste forskel på de to nyhedsbreve var emnefeltet - indhold, billeder, opsætning og links var præcis de samme.

Ikke nok med, at visningsraten var næsten 11% bedre på vores kontrolversion, klikraten var også markant bedre. Da vinderen blev sendt 24 timer senere, så vi heldigvis præcis samme mønster her.

Så hvad kan vi lære af det? I kan godt lide konkrete, professionelle, og måske lidt kedelige, emnefelter, og split-testing er en nem måde at få det afklaret på. Havde vi taget vores mavefornemmelse for gode varer, havde vores nyhedsbrev ikke fået nær så meget opmærksomhed.

Ubivox anbefaler:

Fem gode ting at teste

Som du kan læse mellem linjerne i Katrine og Davids observationer, er der meget viden at hente, hvis man kigger efter. Vi giver fem forslag til hvad vi synes kunne være interessant at vide mere om:
• Emnefelt - Hvad 'tænder' dine kunder? Hvilken slags formulering får dem til at åbne nyhedsbrevet?
 Afsendingstidspunkt - Hvornår får du flest visninger? Og hvornår fører de til klik og salg?
• Billeder eller tekst? - Hvad vil dine kunder helst klikke på som link?
• Vil de vide mere? - Test om dine modtagere helst vil have al informationen i nyhedsbreve, eller et kortere nyhedsbrev med links til fulde historier.
• Webshops - Sælger du mest ved at have mange produkter eller kun nogle få, men med mere detaljerede beskrivelser?
Husk kun at teste én ting ad gangen. At komme frem til den helt perfekte formular kan altså tage et godt stykke tid, da det kan vare henover mange nyhedsbreve. Til gengæld, så får du fantastisk brugbar viden om lige præcis dine læsere og hvad de reagerer på.

Og så får du lige linket til vores vejledning om split-testing én gang til. 

Hvad synes du?

Som nævnt vil vi i den næste tid regelmæssigt sende denne slags nyhedsbreve, som er lidt mere fyldige end normalt. De skal indeholde vores egne erfaringer og tips og tricks til brugen af Ubivox i dagligdagen.  

Vi vil meget gerne høre din mening: er det hot eller not? Og hvad vil du eventuelt gerne have, at vi skriver om i et af vores fremtidige nyhedsbreve?

Du kan smide et par linjer i vores retning ved at besvare denne e-mail. Så ville vi blive glade små nisser.

De bedste hilsner,
David, Mia og Katrine 

Åbningstider i julen

I julen holder supporten åbent som følger:

December

21.-23.: 9-17
24.-26.: Lukket
27.-28.: 9-17
29.-31.: 9-15

Januar
1.: Lukket
2.: 9-17